Rygeovnen

Juhu! Der kom mine 15 minutters berømmelse - eller var det måske bare 15 sekunder...

Det gode program Frilandshaven sendte Flæskebed og rygeovn. Jørgen byggede en rygeovn/røgeovn. Han havde fundet vejledning til byggeriet på Røgeovnen's Venner, nærmere bestemt Simpel røgeovn af træ.

Jamen jamen, det er jo min rygeovn/røgeovn! Se mine originale billeder.

Røge eller ryge?

Herunder en mailudveksling mellem Arne og mig.

I dag (2008Okt18) er http://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%B8geri rettet til:
    Et røgeri er et sted der erhvervsmæssigt røger (konserverer) madvarer. Bemærk således at verbet er "at røge" og ikke "at ryge".

2007-12-06 14:54
Hej Morten

Du talte engang om, hvorvidt det nu hedder ryge eller røge. Jeg ved ikke om du selv har forsket i emnet siden, men i går læste jeg en sprognotits i avisen om de udsagnsordpar, vi har på dansk, og som handler om det samme:
    ligge/lægge, sidde/sætte, stå/stille, synke/sænke, springe/sprænge
hvor det første betegner en tilstand eller begivenhed og ikke har noget genstandsled, mens det andet betegner en handling og kræver et genstandsled. (Man sprænger en bombe, men bomben springer).

Tidligere har vi også haft udsagnsordparret ryge/røge, dvs engang sagde man: "Jeg røger tobak". Men som der står i artiklen: "Fordi de to ord i et par minder meget om hinanden i både form og indhold, hænder det, at de forveksles. Og hvis tilstrækkelig mange har svært ved at skelne mellem formerne, risikerer man, at forskellen forsvinder." Det kunne jo godt se ud til at formen røge stadig bruges i forbindelse med røgning i røgeovn. Men for os andre som kun skal købe røget kød eller fisk er det jo praktisk at de to ord hedder det samme i førnutid.

Det var bare lige det.

Hilsen Arne

2007-12-10 13:19
Hej Arne,

En god forklaring, tak for det. Altså hvis det skal være helt rigtigt, så røger jeg tobak, men tobakken ryger, ik?

Men jeg synes ikke det forklarer om det hedder en rygeovn eller en røgeovn?

På wikipedia: http://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%B8geri står der til at starte med "Et røgeri er et sted der erhvervsmæssigt ryger (konserverer) madvarer." - det må da efter din forklaring være forkert, ik? (den er gal flere steder i artiklen).

Hilsen Morten

2007-12-10 20:49:
Hej Morten

Jo, sådan var det engang, men jeg tror ikke man røger tobak længere, og det var vist også notitsens forfatters mening. Den endelige dom findes jo i
    Retskrivningsordbogen: http://www.retskrivningsordbogen.dk/ro/ro.htm
men den anerkender åbenbart stadig både ryge og røge, rygeovn og røgeovn, så det bliver nok svært at finde et klart svar.

Hvis du vil have lidt mere forklaring, så prøv
    Ordbog over det danske Sprog: http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=r%F8ge&submit=S%F8g
Så vidt jeg forstår den noget indviklede forklaring, foretrækker den formen røge om anvendelse af røg som konserveringsmiddel.

Angående Wikipedia: Ja, det er ulogisk at de skriver "røgning", men "at ryge". Faktisk skriver de "Røgningen (tidligere også rygningen)", så måske er man gået både frem og tilbage? Altså, først har man afskaffet røge til fordel for ryge i forbindelse med både tobak og madvarer, men på det sidste har man genindført røge i forbindelse med madvarerne?

Som sagt, det bliver nok svært at finde et klart svar.

Hilsen Arne


Comments